Nu er det ikke for at klage, men ...(novelle)

Nu er det ikke for at klage, men….

Af Marianne Mogensen

Nu er det ikke for at klage, men hvorfor har jeg ikke min brudekjole på? Det står ellers udtrykkeligt i min begravelsesplan: Brudekjole, mors vielsesring og min egen. Skinnende hvid kiste, ekstra stor med mørkerødt polstret for og gyldne håndtag. Og salmerne, jeg husker dem specielt…..

…. men ‘Nu falmer skoven’ var absolut ikke på den liste!! Hvad sker der???

Jess, min dejlige Bamsebjørn, insisterede på at vi begge skulle udfylde skemaet, da forretningen indførte den nye forretningspakke. ‘Forudbetal din begravelse - og få det som du vil’. Det var det nye sort dengang. Godt min far ikke er her til at se  det makværk, de byder hans prinsesse.

Jeg ligger i en lyserød genbrugstrøje, der virkelig clasher med foret. Ringene er væk, sangene er forkerte. Og det må være en af de små og billige kister - der er nærmest ingen plads. Gu’ ved hvem jeg fletter tæer med?

Det er garanteret heller ikke biskop Holm der står og tager imod i døren… niks. En eller anden anonym ung præst. Sikkert en afløser. Erik lovede mig ellers, at han nok skulle sende mig afsted på standsmæssig maner.

Man kan sgu da ikke stole på de mænd! Slet ikke Jess, jeg vidste godt han havde sine små damer. Men han blev hos mig. Og det var ikke for forretningens skyld han blev, det ved jeg helt bestemt. Det var det ikke. Slet ikke. Han var god ved mig og børnene. Han kogte tomatsuppe konstant, mens jeg var syg, det eneste, jeg kunne få ned. Han sørgede for at fars begravelsesforretning kørte videre, så vi kunne sende både Brian og Jette på Herlufsholm, hvor jeg selv gik. Bare de ikke er helt ødelagte, når de kommer til min begravelse.

Men hvor er mine kære små pus? De må da snart komme?

Jamen, jeg kender slet ikke de mennesker? - og hvor er Jess? Han burde da være her nu? - han kan da ikke være på arbejde, idag af alle dage???

Det er nu godt Birgitte ikke er her. Hun kan slet ikke klare alle de mennesker. Vi aftalte hun skulle sætte sig på min grav og tømme en dunk rødvin efter begravelsen. Hun blev min søster. Hun trøstede mig, når Jess var på sjov, når jeg savnede børnene - og hun hos mig gennem de sidste dage, mens jeg lå i hospitalssengen i stuen.

Gad vide om de nogensinde fandt ud af, hvad det var jeg fejlede?? Godt det nu er ovre. Selvfølgelig vidste de, hvad det ikke var; det var ikke kræft, det var ikke hjernebetændelse, det var ikke madforgiftning. Jeg ville helst flyve til London - men Jess mente vi burde give lægerne endnu en chance. Jeg nåede aldrig at få svaret på den sidste test.

Så nu ligger jeg her. I en lyserød trøje, der kradser. I en kiste alt for lille. Med den forkerte præst, den forkerte musik … Jeg kender slet ikke de mennesker??? - er det mon gamle kunder??? nej - det gør man da ikke. Hvor er Ulla og Dan fra forretningen? Pigerne fra golfklubben - de lovede mig, de nok skulle komme!

Bare det snart er overstået. Jeg vil slet ikke være her. Den her polstring må være den billige - det føles som om jeg ligger på en bunke knogler. Send mig nu op til min sky. Jeg har ikke fortjent det her. Nu tager præsten ordet: ‘Vi er i dag samlet for at tage afsked med vores elskede Anne Marie...’

Anne Marie???? Det er da ikke mig??? De fjolser har byttet om på kisterne. Den slags skete aldrig i min fars tid.

Jess er sikkert været ødelagt af sorg. Stakkels Bamsebjørn. I det mindste må mine kære være samlet et andet sted. De har ikke glemt mig, vel?

Den sidste jord er skovlet på. Roserne er lagt på kisten og gæsterne har forladt kapellet. Om lidt bliver jeg kørt i ovnen. Og dér kommer Jess - hvor er det dejligt jeg får et sidste blik af min Bamsebjørn. Og så ved han ikke engang det er mig. Men han ser så hård ud - sådan har jeg aldrig set ham før! Hans øjne …. han ved det! han ved det er mig!

Jess har myr...